Wax print tekstil

Wax print tekstil

mumutanes produkter er designet og produceret i afrikansk wax print tekstil, som har en helt særlig status i Afrika og blandt afrikanere overalt i verden. Faktisk anses tekstilet for at være det mest symbolladede af alle afrikanske tekstiler, og det er heller ikke uden grund, at tekstilet er så populært og har været det i snart 200 år.

Wax print tekstilet er meget iøjnefaldende med sine klare vibrante farver og sær- egne prints og symboler. Tekstilet er lavet af 100% bomuld og bliver trykt ved brug af voks, hvoraf navnet `wax print` kommer. Voksteknikken er med til at fremkalde et helt særligt visuelt udtryk, som er en kombination af klare grafiske områder, farver i mange lag og en diffus marmoreret effekt. Denne kombination er med til at give en særlig visuel dimension og optisk effekt i printet. Voksteknikken gør både det, at printet bliver en smule forskelligt fra tryk til tryk, og at farverne er meget holdbare og forbliver flotte og klare selv efter lang tids brug.

Wax print tekstilet er ikke kun smukt og fascinerende at se på. Det er samtidig fyldt med symboler og fortællinger, hvilket gør det til noget ganske særligt. Både symbolerne og farverne afspejler den afrikanske kultur og bruges til at signalere forskellige statements, budskaber eller stemninger. Det kan være alt lige fra hverdagsbegivenheder, relationen mellem mænd og kvinder, natur, musik, rytmer og social status til særlige traditioner og begivenheder. Symbolikkerne kan variere alt efter geografisk placering eller social status. Mange af de populære tekstiler har gennem tiden fået navne og bliver produceret i forskellige farvekombinationer.

Wax print har været brugt af afrikanere til beklædning i snart 200 år. Selvom man skulle tro, at det ikoniske tekstil oprindeligt er afrikansk, var det den hollandske tekstilvirksomhed Vlisco, der under industrialiseringen og den koloniale ekspansion bragte Wax print tekstilet til den afrikanske Guldkyst i slutningen af det 19. århundrede. Wax print kaldes derfor ofte Hollandais eller Dutch Wax. Tekstilet var oprindeligt designet med henblik på afsætning på det indonesiske marked, og udtrykket var derfor stærkt inspireret af indonesisk batik. Vlisco fik ikke succes på det indonesiske marked og introducerede derfor tekstilet på den afrikanske Guldkyst. Tekstilet var for afrikanerne nyt og eksotisk. Det blev hurtigt populært og et symbol på stil og status. Over tid fik befolkningen stor indflydelse på designet af mønstre, farver og symbolikker, og således kom wax print tekstilet til at afspejle den afrikanske kultur.

Vlisco eksisterer i dag og har også fabrikker i Ghana og på Elfenbenskysten. Virksomheden samarbejder stadig med afrikanske kvinder, hvis holdninger og viden omkring farver, symboler, beklædning og kultur spiller en stor rolle i designfasen af tekstilerne. Mange talentfulde afrikanske designere integrerer ofte wax print traditionen i nye fortolkninger i deres designs, og er ligeledes med til at bringe den stærke tradition videre. Med denne udvikling, har afrikanerne gjort wax print tekstilet til deres helt eget og til noget ganske særligt.

Kvalitet

Vi indkøber tekstiler fra Vestafrika, overvejende Nigeria og bruger lang tid på at finde de rette leverandører for at sikre den rigtige kvalitet. Det er vigtigt for os at kende vores samarbejdspartnere og sikre at de får en fair og ærlig økonomisk gevinst for deres arbejde og samarbejde med os.

Vi udvælger tekstilerne med omhu, så det er den rette kvalitet og det rigtige designmæssige udtryk. Vi har bl.a. lavet vaskeprøver for at se, hvad det kan holde til, hvordan det ser ud efter vask og om farven smitter af. Derfor ved vi også, at alle tekstiler kan vaskes på 30° og farven holder. Vi anbefaler, at man vasker separat i hånden.